Jeg har deltaget i og gennemført uddannelsen, som certificeret mindfulness konsulent/instruktør. Jeg har lært så meget, både personligt men også fagligt. Vores underviser var og er en fantastisk formidler af det teoretiske og en fantastisk mindfulness guide. Hendes ro, stemme, "autoritet" og fundering i mindfulness er en fortsat kæmpe gave og inspiration for mig. Uddannelsen har været bygget meget struktureret op. Jeg har fået helt konkrete værktøjer med mig. Redskaber, en tryghed og et sprog til egen praksis såvel som guide for mine klienter. Inden opstart på uddannelsen, havde jeg længe ønsket mig at træne mindfulness. Jeg var blot ikke tilstrækkelig motiveret, eller indstillet på at sætte tiden af til den daglige træning. Vidste ikke helt, hvad det reelt kunne og gør. Jeg kan ikke hævde, at jeg træner mindfulness, jeg kan ikke tale om mindfulness i mit lille firma til mine klienter, hvis jeg ikke går vejen selv. ”Practice what you preach”. I mit individuelle såvel som mit gruppeforløb forud for eksamen, faldt det mig relativt nemt, eller ægte, er måske et bedre ord, at tale om mindfulness, undervise og vejlede i mindfulness, fordi jeg har opnået en forholdsvis regelmæssig og vedholden praksis selv. I begyndelsen af uddannelsesforløbet trænede jeg fordi jeg skulle. Så var det vinget af, så var det overstået, så havde jeg gjort som jeg skulle. I løbet af uddannelsesforløbet kan jeg se, at min udvikling er gået i retning af, at finde et tidspunkt på dagen der virker for mig, hvilket er først på dagen. Jeg har fokus på både den formelle og den uformelle træning. Jeg oplever at tage nærværet og opmærksomheden med mig i min dag (de fleste dage), jeg oplever, at jeg lægger mærke til, at jeg responderer oftere fremfor at reagere. Sådan er det naturligvis ikke hver gang, men i situationer, hvor jeg tidligere efterfølgende har haft en ærgerlig fornemmelse, været ked af min egen adfærd, lægger jeg mærke til en forandring. Jeg kan også mærke, hvis jeg ikke får trænet. Der er dage, særligt i weekender og ferier, hvor tiden ikke altid er min egen først på dagen… eller sådan oplever jeg det stadigvæk, det skal nok blive anderledes. Jeg mærker en stille sitrende uro, både kropsligt men også indeni, hvis jeg ikke får trænet. I dag mærker jeg, og lægger virkelig mærke til, det at gøre vs at være. Jeg lægger mærke til, når et ubehag sniger sig ind, og lægger mærke til min indskydelse til at ”trække” i autopiloten, eller at tage kontakt til mit indre, fx mit åndedræt. Jeg har tænkt mig ”at blive på puden” Mindfulness er kommet ind i mit liv for at blive, personligt og fagligt. Det er en uendelig rejse jeg er startet på. Jeg glæder mig over den, og er taknemmelig for den.