top of page

BLOG

Jeg overhørte signalerne og blev udbrændt

Tak for inspirerende dag på Coaching Lab sammen med en masse spændende mennesker faciliteret af Vælds Uddannelse og Coaching på Hotel Hesselet ved Nyborg.


Temaet var udbrændthed, hvilket interesserer mig vanvittigt meget, da jeg på egen krop og psyke har oplevet vejen ind og ud af udbrændthed. Dette tema, og de mange coachende møder, fik mig tilbage til min egen personlige oplevelse med udbrændthed.

Mine egne dyrebare erfaringer er blevet en kæmpe motivationsfaktor i at hjælpe mig selv til at være nærværende tilstede i livet. Da jeg var udbrændt, mærkede jeg ikke længere mig selv, jeg var faktisk lidt zoombie agtig, jeg undgik andre, havde mistet mit gode humør og overlevede kun ved at forholde for time for time.. Det eneste jeg havde øje for var at passe mit arbejde, altså gik AL min energi på det, som var udenfor mig/”andres butik”. Egentlig ventede jeg bare på, at der kom de arbejdsmæssige ændringer, jeg var blevet lovet.


MEN - man gambler med sit eget liv og ens nærmeste, hvis man tror på, at der kommer nogen og redder en fra et hamsterhjul. Det gør der ikke, vi skal lære selv at turde tage os alvorligt. Desværre er det umuligt at agere, hvis ikke man kan mærke sig selv. Det er vigtigt at lære, hvad der kan få os ”hjem i butikken” og hvad der kan ”få os ud af butikken”, hvis vi vil mere end blot overleve.


Jeg kender mig selv efterhånden, og jeg skal holdes i kort snor og forstår i dag hvorfor. Jeg er vokset op med forældre som praktiserede devisen ”op på hesten igen” uden nogen havde fokus på, hvordan jeg som sådan havde det indeni. Følelser havde de ikke rigtigt lært at håndtere, dem snakkede man sjældent om da de voksede op, og sådan blev det så også for mig. Mine forældre elskede mig højt og var der for mig på den måde, de kendte. Det er jo bare den kultur mange af os ”voksne” er et produkt af, uanset om det er godt eller skidt. Vores forældre og forfædre havde lært, at de "vidste", hvad der var rigtigt og forkert, og det stod derfor sjældent til diskussion, hvilket kunne mærkes, også uden ord. Det var i mange hjem vigtigere at forholde sig til og bekymre sig om, hvad naboen eller mor og far tænkte. Har man som jeg, fået en familie gave ala min, så kan man som barn og som voksen opleve, at man har svært ved at sige fra på arbejdspladsen, i parforholdet, overfor kollegaer og venner, selvom vi udmærket som voksne fornemmer vores egne holdninger, behov og ønsker. Disse tilbageholdes bare helt ubevidst, fordi vi har lært at ”pakke os selv væk” og vores ”barneopfattelse” af verden omkring os, bliver ubevidst vores ledestjerne og dermed vores voksenrealitet.


Det kræver enormt meget bevidsthed at få øje på disse mekanismer. For mig har det, siden jeg var 22 år gammel, været en stor del af min livs rejse, da jeg altid har haft en inderlig trang til at forstå de mange forskellige måder, hvorpå mennesket anskuer verden.


Men tilbage til temaet udbrændthed....

Personligt har jeg været ude på kanten flere gange, sidst i 2017 hvor jeg arbejdede som underviser og traumebehandler på et traumecenter med flygtninge og veteraner med PTSD.

Jeg elskede mit job, mine kollegaer og mit arbejde - det gav mening hver dag at kunne hjælpe meget trængte familier, par, børn og unge. Det var tilfredsstillende at få lov til at undervise og psykoedukere, så jeg kunne sprede forståelse for PTSD og krise (hvad de fleste, især flygtning, var i stadig) hos pårørende, patienter, skoler, sygehuse. Jeg blev taknemmelig, når jeg kunne se lettelsen midt i smerten, fordi de kunne forstå og dermed opleve mening i de mange symptomer og reaktioner de oplevede. Jeg glædede mig til at stå op hver morgen, fordi jeg helt tydeligt gjorde en forskel for de mennesker, jeg fik lov til at hjælpe - jeg var topmotiveret. En kæmpe drivkraft vi mennesker ikke skal underkende effekten af, men som også kræver enormt fokus at balancere i. Denne drivkraft og motivation er nemlig også den præcise årsag til, at vi kan have svært ved at dosere mængden af arbejde, hvis ikke der er sat klare rammer for mængden af arbejdsopgaver, arbejdstid og fritid.


Selv om jeg var i flow med den uendelige strøm af arbejdsopgaver som jeg fandt spændende og lærerige og mest af alt gav mening, så var det til sidst mængden over lang tid, som endte ud i udbrændthed. En af de andre vigtige faktorer var der jeg konstant blev præsenteret for nyt stof som skulle læres. implementering af nyt edb-system, ny afdelings- og ledelsesstruktur, ny ledelse flere gange, nye arbejdsgange, nye teamkollegaer osv. osv. Jeg havde ydermere et dagligt skema som jeg havde ringe indflydelse på, terapier ude hos familierne blev booket ovenfra, tid til kørsel, trafik, en bil der ikke altid startede efter endte behandlinger pga chipning, journalisering, møder, ingen tid til pause, der var altid noget der skulle nås. Jeg fandt det spændende, lærerigt og meningsfyldt at være i den strøm, dog ikke noget en hjerne eller krop kan klare uendeligt. Der var simpelthen ikke balance i regnskabet. Mængden af nyt var for højt og derudover blev mine indre værdier og min moral dagligt testet, da rammer og arbejdsvilkår ikke altid gjorde det muligt at yde det jeg kunne og gerne ville. Virksomhedskulturen inviterede til udbrændthed, hvilket min egen indre “op på heste” kultur forstærkede.


Spændende facts fra kurset

Når vi mennesker skal forholde os til ukendt materiale, skal vi op i den bevidste del af hjernen, og det foregår MEGET langsomt. Det kræver en del energi og tager som sagt længere tid for os.

Modsat er det ikke så krævende for os at arbejde med kendt stof. Her er vi i den ubevidste del af hjernen, hvor vi ofte oplever flow, fordi vi kører på autopilot det meste af tiden og derfor også bruger meget MINDRE energi.


Vi arbejder derfor hurtigere, når noget er kendt for os, da den ubevidste del af hjernen er MEGET hurtig og derfor kræver MINDRE energi.


Med den konstante strøm af nye arbejdsopgaver, manglende kontrol og styring, samt ændringer i arbejdsrammer kunne det altså kun ende med, at jeg blev udbrændt! Det har kostet dyrt at lære, at selvom noget er godt og spændende, så kan det faktisk blive for meget, hvis mængden er for stor og arbejdskulturen er en burn out kultur.

Det unormale var blevet normalt og mon nogen derude, genkender dette? For mit vedkommende er overgangen fra flow til det, jeg kalder overlevelse, værd at dvæle ved. For der var nemlig ikke flow hele tiden, jeg fik tegn og søgte også hjælp hos ledelsen, men for begge parter blev det blot ved snakken – og det ændrer absolut intet, kun at snakke om ”det”.

Jeg hørte konstant “det forstår jeg godt”, men vi skal bare lige over….”. Ord er blot ord. Det ændrer i sidste ende ikke noget, hvis man i virkeligheden ikke bliver hørt og mødt med handling. Jeg tænker faktisk, at man kan forstå sig selv ihjel, hvilket jeg næsten var ved.

Det var en syg indre kultur, ikke at stoppe i tide, ikke at lytte og agere på det, jeg mærkede. Jeg bildte mig selv ind, at min arbejdsplads ville lytte og ændre mine arbejdsvilkår. I dag ved jeg, at min egen indre stemme er blevet stærkere og tydeligere og jeg vil derfor kunne agere anderledes.


Vi har alle brug for at kunne mærke vores følelser – de ER ”vores butik”. Det at kunne kommunikere til en arbejdsgiver, kollega, partner, sit barn om hvad der sker i os, bliver jo meget svært, hvis vi ikke har lært hvordan.


Faktum er, at hvis vores liv styres af alt omkring os, i stedet for af os selv, så er det svært at mærke sig selv og dermed kunne stå op for sig selv.


I dag har jeg dedikeret mit liv til bevidst at fokusere på at pleje mit eget indre liv, fordi det er livsvigtigt for mig. Overaktivitet i hjernen har vist at kunne give senfølger i hjernen. Det er langt fra det, jeg ønsker at manifestere. Da jeg er voksen, er det kun mig som kan tage ansvaret for, hvad jeg vil og ikke vil, hvem jeg er og hvordan jeg fungerer.

Det er her erkendelsen af, at jeg må holdes i kort snor, kommer ind.


Det er heldigt, at jeg har lært at forbinde mig til mit indre liv - hvilket gør mig glad og taknemmelig for alt, jeg har, stort som småt. De små ting er for mig faktisk de store ting. De små indre beskeder, er de store beskeder. Når stilheden og forbundetheden med alt omkring mig forplanter sig i alt jeg er, kan jeg kun ønske det samme for alle andre, for præcis der, kan vi høre vores egen indre visdom tydeligt.


Når en hjerne får pause, guides vi hjem og kan igen MÆRKE / registrere hvad vi skal gå på. Så jo mere vi dyrker og kultiverer denne muskel, jo bedre bliver vi til at kunne sige pænt til og fra overfor OS SELV og de mennesker, som er omkring os. Vi behøver derfor ikke at drukne i en evig tankestrøm af vurderinger om det nu er godt eller skidt, rigtigt eller forkert, pinligt eller ligegyldigt…. Det er, som det er. Evnen til at acceptere ”det som er” er en del af mindfulness træning. Vores sjove hjerne har det med at digte og pynte lidt på sandheden, hvilket gør, at vi faktisk ikke altid kan stole på det, vi fortæller os selv. Dette er i sig selv et mega spændende tema, som der er forsket meget i og som hører et andet indlæg til.


Jeg elsker mit liv og mit job i dag. Mit fokus er på at få samlet mine kræfter i Dansk Mindfulness Akademi, så jeg er i balance fri for overaktiv hjerneaktivitet!

Jeg drives i den grad af magien i at opleve effekten hos mig selv og andre, når vi har trænet mindfulness og compassion. Når jeg underviser dette, enten gennem yoga, blide bevægelser, stilhed, shaking meditation eller kommunikation med sig selv eller andre, mærker jeg mening med livet. Det er fantastisk, når mennesker oplever effekten af at pausere hjernen, enten på en workshop eller et retreat helt væk fra dagligdagen. Det at opleve ledere finde mere ro og balance og blive i stand til at skabe forandringer på et helt nyt plan, fordi de får ugentlig mental træning med mindfulness er meget motiverende. Først når man selv erfarer effekten af compassion og mindfulness træning, får man for alvor blod på tanden. Jo mere struktureret træning, des større effekt. Man oplever mere overskud og klarhed og bliver bedre til at træffe beslutninger, fordi man hurtigere kan forbinde sig med sig selv.


Træning i at være nærværende og bevidst tilstede i livet er en livslang og vigtig opgave som i min optik er 1. prioritet, og derfor skal vedligeholdes igen og igen. Det giver så meget godt - det er ren feel good og på ingen måder en straf, eller en sur pligt, når du lærer at gøre det på din egen måde. Det skaber nærværende kærlige relationer til andre og sig selv. Hvad er livet foruden?


Er det blevet normalt for dig, blot at overleve i stedet for at leve? Så gør noget ved det derude - for pludselig kan det være for sent…. Jeg kan virkelig anbefale at tage ansvar for eget liv, det betaler sig ALTID.


Dejlig dag til alle derude og tak til Tina, min kollega og for at blive inviteret med på CoachingLab hos Vælds Uddannelse og Coaching og en kæmpe tak til alle de dejlige mennesker som også deltog.


Kærligst Dorthe Broeng


25 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Husk at udvise taknemmelighed

I en travl verden, hvor vi ofte bliver fanget i hverdagens hektiske rytme, glemmer vi nemt at sætte pris på de små ting i livet. I virkeligheden er de små ting, de store ting, hvis du spørger mig. Det

Mål og drømme

Forleden så jeg et citat hvor der stod "hvis dit mål ikke skræmmer dig, så er det ikke stort nok!!"... På en måde kan jeg godt sætte mig ind i den tanke. Jeg har mål og drømme, der giver mig mod til a

Commentaires


bottom of page